3. Sommertogt - Det Sydfynske Ø-hav
- 21. jul. 2021
- skipper
Så var det igen afsted på hyggetur med konen og denne gang skulle vi besøge det Sydfynske Ø-hav med isætning Fra Ballen Havn. Vejrudsigten lovede godt vejr!
11. juli - Destination Ærøskøbing, som blev til Marstal
Vi ankom til Ballen Havn, som er en rigtig hyggelig lille havn med et godt slæbested og gode parkeringsmuligheder. Nem adgang ved bommen med Mobilepay (kr. 40,-) og snart var Ørnen i vandet, bilen parkeret og vi gled ud af havnen med kurs sydpå forbi Skarø og siden Drejø inden vi satte kursen mod Ærøskøbing i det strålende vejr og et spejlblankt hav. Jeg har fornylig skiftet impeller og var derfor meget OBS på kølestrålen. Bekymringen var derfor stor, da vi efter et par timers sejlads kunne konstatere, at der ikke kom meget vand ud efter at vi havde sejlet gennem en del grød og små gopler på vejen mod Ærøskøbing. Op med motoren og rense ud. Det hjalp lidt, men det var stadig ikke helt godt. Ingen tvivl om, at vi havde suget et eller andet ind i kølesystemet. Vi vendte og sejlede i stedet mod Marstal, da jeg tænkte at mulighederne for evt. mekanisk assistance var større her - uden jeg dog vidste noget om det!
Kølestrålen blev dog bedre og bedre undervejs og allerede ved øen Birkholm skete det næste forunderlige... Ud fra Øens havn kom en velkendt båd sejlende, nemlig "Bine", som er en af mine tidligere soldaterkameraters båd og som normalt hører til i Jyllinge. Jeg var slet ikke i tvivl om at det var hans og satte lidt fart på for at komme op på siden af ham - og ganske rigtigt - det var Sam. Vi var begge to helt oppe og ringe over det, fordi hvad er chancen for at mødes tilfældigt på åbent havn i fremmed vand og uden på forhånd at have vist noget om hvor og hvornår vi skulle være der? En sjov hændelse og vi fik da også lige hilst ordentligt på hinanden og ønsket hinanden en fortsat god ferie.
Vi ankom til Marstal ved 18-tiden og efter at have fundet en plads gik vi på jagt efter en restaurant for at få noget god mad. En hyggelig aften efter en lang dag og vi tørnede allerede ind ved 21.30-tiden og faldt hurtigt i søvn.
12. juli - Destination Rudkøbing
Den 20 kilometer lange tur tog ikke mere end 2½ time og vi passerede bl.a. Strynø på vejen. Vi var derfor forholdsvis tidligt i Rudkøbing på Langeland, hvilket også var meningen. Nu ville vi prøve lidt havneliv fra den gode plads, som vi var blevet anvist af den flinke havnefoged samt besøge selve byen og handle lidt. Ellers stod den på afslapning og om aftenen besøgte vi den hyggelige Restaurant på havnen, hvor vi fik en god gang Fettucine Alfredo med kølig Rosevin til.
En lille rundtur på havnen for at kigge på både gave en større overraskelse. Her lå sørme folkebåden "SPICA", som er en af Forsvarets tidligere både og som jeg har sejlet med rigtig mange gange under forbundsmesterskaberne i sejlads (DM for militære) med stor succes. Et dejligt gensyn.
En rigtig hyggelig dag og vi tørnede ind forholdsvis tidligt. Der er ikke noget som en god gang havluft der giver en, en naturlig træthed!
13. juli - Destination Dagløkke
Vi fortøjrede båden og fulgtes med den lille famile op til det hyggelige sommerhus, som de havde lejet og hvor vi skulle opholde os resten af dagen med frokost og grill om aftenen. Vi havde en fornøjelig dag i familiens skød med strandbesøg, is, god mad og hyggeligt selskab. Lige som det skal være. Min kone overnattede i sommerhuset og jeg tog overnatningen på båden. En rigtig god dag!
Lidt om havnen: Selve Dageløkke havn er forsømt og trænger til en del vedligeholdelse må man sige, men der er vist ikke rigtig nogen der vil overtage den, selvom den har været til salg længe. Indsejlingsdybden er kun mellem 1-1,4 m, hvilket betyder at der ikke er andre både end de små motorbåde der hører til området.
14. juli - Destination Ballen havn via Svendborg Sund
Nu gjaldt det sidste dag på minibådferien i det sydfynske. Ruten gik derfor sydover mod Thurø, som vi rundede allerede ved 10.30-tiden og kursen blev sat gennem Svendborg Sund rundt om Tåsinge. En rigtig dejlig tur gennem Svendborg, inden vi ramte vores endelige destination og ankomsthavn, nemlig Ballen Havn kl. 12.45.
Her oplevede vi at skulle betale bommen 2 gange, da den lukkede mens jeg var ved at tage båden op, da en person gik forbi og udløste fotocellen. Ikke smart, men det var så det. En dejlig miniferie var overstået og transporten mod hjemmet tog sin begyndelse.
Desværre fortsatte problemerne med lyset på bådtraileren og nu var der intet der virkede. Ind på en tankstation og skille alt ad. Der var nu også kortslutning, da stoplyset på traileren lyste konstant. Jeg var klar over, at problemet måtte være på bilens ledningsnet til anhængerstikket. Det kunne jeg dog ikke løse på P-pladsen, af med stikkene på lygtebommen og så vi tog "chancen" (FYH Allan) og kørte hjem ad motorvejen uden lys på traileren - ikke smart - men hvis vi ikke bremsede og ikke foretog overhalinger, ville der nok ikke være nogen der opdagede det. Det var der heldigvis ikke og vi var hjemme kl. 17.00 uden yderligere problemer!
En rigtig dejlig minibådferie var slut. En tur til det sydfynske kan klart anbefales - også i en lille båd!