3 generationer afsted på bådtur
- 27. jun. 2018
- skipper
26 - 27. juni var rammen om en rigtig drengetur for 3 generationer af Østergreen klanen ombord på Ørnen rundt på Roskilde Fjord.
Det var 3 spændte gutter der tog afsted fra Jyllinge Fiskerihavn om morgenen den 26. juni. Der var ikke så mange planer - vi skulle bare hygge, fiske ind imellem, spise masser af usunde ting og ellers bare have det sjovt sammen. Det blev en rigtig god oplevelse - vejret var fantastisk og vi fangede hornfisk ved Frederikssund, spiste is og gav den max. gas den første dag. Overnatningen blev i Lynæs havn, hvor der også er en god legeplads.
Næste dag tog vi på fisketur i Isefjorden mellem Rørvig og Nykøbing. Måske vi kunne være heldige at fange en havørred der, hvilket vi tidligere har gjort, hvor min søn hver gang har været den heldige vinder. Det eneste der jagtede vores agn, var de allestedsværende hornfisk, men som ikke rigtig havde bidelyst. Vi besluttede efterfølgende at sejle ned til Frederikssund og prøve lykken der igen. Der var jo også is på grillen dernede!
Der blev landet et par hornfisk mere i Frederikssund og vi fik kontrolbesøg af politiet, som var ude og lufte deres nye rib. Vi afsluttede turen med en lille badetur ved Marbæk inden vi gik i havn i Jyllinge Fiskerihavn for at drage mod hjemadressen.
En rigtig hyggelig og sjov tur og forhåbentlig ikke sidste gang de 3 generationer tager på tur sammen.