5. afd. af klubmesterskabet i SSK
- 9. okt. 2021
- skipper
Som altid et velforberedt arrangement af SSK, som startede med at jeg allerede drog mod Helsingør fredag ved frokosttid, for at sætte båden i vandet. Belært at sidste gang, er det ikke så smart at sætte båden i vandet ved midnatstid, da der er dårlige belysningsforhold ved slæbestedet.
Ved ankomst til Helsingør ved 12.30 mødte jeg en navnefælle, som også var tidligt på den. Vi hjalp hinanden med at få bådene i vandet og så var det ellers med at få hentet nogle børsteorme nede på strandvejen. Resten af dagen ankom flere og flere og så var der ellers fiskehistorier på programmet og så blev der slappet af.
Selve konkurrencen startede med morgenmad og skippermøde og så gik det ellers løs - nu skulle der fiskes så mange arter som overhovedet muligt. Jeg prøvede her og der og alle vegne, lige lidt hjalp det, så det blev kun til 3 arter, 4 skrubber, 1 ising og en lille fjæsing - alle røg ud igen, da de var under målet. Min gode ven Tony var også med og vi affiskede bare i det forkerte område. Alle vindere havde fanget mellem 8-9 arter og alle fiskene var stort set fanget mellem Kobberværket ved Helsingborg og Disken ud for Snekkersten. Tja... - igen et kort valg af fiskespots. Tony og jeg besluttede derfor at sejle ind ved 14-tiden og så drage hjemad (lidt slukøret).
Bare vent til næste gang, som er den 6. november!