1. sommertogt 2021
- 24. jun. 2021
- skipper
Årets sommertogt afgik som sædvanligt fra Jyllinge fiskerihavn. I år var der tidlig afgang, som sidste år og denne gang var en god kammerat med på turen i egen båd.
Tidligere på sæsonen havde en af mine gode venner (Thomas) spurgt om han ikke måtte komme med rundt i fjordene - og selvfølgelig måtte han da det - så i år, som jo var ottende gang Ørnen skulle på togt, var vi altså 2 både afsted. Bemærk også, at titlen er 1. sommertogt. Det betyder jo at der kommer flere i år - og det er ganske vist!
17. juni
Afgang Jyllinge ved 19-tiden. Bil og trailer behørigt parkeret og så gik det ellers nordpå i stille og roligt tempo. Vi havde ikke travlt og nød sejlturen i det fantastiske sommervejr vi havde bestilt på forhånd. Tænk engang - en gennemsnitstemperatur på 30 grader alle dage lovede de forskellige verjrudsigter. Det er vist ikke sket siden den fantastiske rekordsommer i 2018. Aftenens destination og ikke mindst overnatningshavn var ikke kendt i starten, men da vi nåede op mod Frederikssund besluttede vi i fælleskab, at det blev Frederiksværk og at vi så ville besøge Lynæs næste morgen for at tanke. Thomas er en endnu større fisker end mig, så der blev naturligvis fisket undervejs - ikke trolling, som jeg jo foretrækker, men vi dørgede flere gange og kastefiskede også undervejs. Der blev dog ikke fanget noget inden vi gik i havn ved 22-tiden. Vi sluttede aftenen af med et par glas rom (meget små glas!) og hyggesnak inden vi tørnede ind.
18. juni
Tidligt op, en god gang morgenmad og så blev kursen stille og roligt sat mod 1. stop, som var Lynæs for at tanke. Vi besluttede at fiske lidt undervejs, desværre uden resultat.
Tankningen blev overstået og så var det ellers afsted mod bugten i Rørvig for at fiske og dase lidt inden kursen blev sat sydover mod Nykøbing. Inden da skulle der naturligvis spises frokost og fiskes forskellige steder på ruten. I selve bugten indtil Nykøbing blev der naturligvis også fisket og nu begyndte der at ske noget: Hornfisk! Godt nok ikke mit foretrukne bytte, men de er da meget sjove at fange og sætte ud igen.
Vejret var meget varmt - 32 grader og vi takkede for den dejlige brise der til stadighed blæste ind over bådene. Vi gik tidligt i havn og måtte naturligvis straks op og have en softice og en fadbamse på havnen. Vi tørnede ind ved 22-tiden spændte på morgendagens program.
19. juni
Igen tidligt op og ud på vandet. I dag skulle der fiskes makrel. Thomas havde gode efterretninger om makrel i den sydlige del af Isefjorden. Første del af ruten var tæt på kysten rundt om Kongsøre og så skulle der fiskes ved åbningen ind til Lammefjorden. Det varede ikke længe før Thomas meldte om, at der var makrel i båden og jeg var ikke længe om at melde det samme. Først en hornfisk dog, inden jeg landede den første makrel.
Jeg fik her min første alarm fra motoren i tomgang. Hvad var nu det? Jo, kølestrålen var svag i tomgang. Hmmm... Der var ikke noget der stoppede kølingen, så på stedet var dommen, at jeg skulle have skiftet impeller, når jeg kom hjem. Jeg var nødsaget til på resten af turen at slukke hver gang jeg lå stille. Vi tager jo ingen chancer med denne form for fejl...
Frokosten blev indtaget på en sandbanke ud for den sydlige del af Orø. Thomas overraskede stort med at have en rygeovn med og vi sad der på sandbanken i badetøj i strålende vejr og indtog nyrøgede makreller og en kold øl. Det var stort!
Derefter tankning i Holbæk lystbådehavn, retur til Orø for at se om der var plads i havnen - det var der som sædvanlig ikke - så vi fiskede lidt videre sydøst og øst for Orø inden vi gik i havn i den hyggelige lille Hammer Bakke havn, hvor vi havde en rigtig hyggelig aften inden vi tørnede ind - igen vi 22-tiden. En dejlig dag!
20. juni
Sidste dag på turen. Første stop ved Kyndby værket, hvor vi fiskede et par timer, dog uden resultat. Vi gik derefter nordpå mod Lynæs for den sidste tankning inden hjemturen. Thomas havde på forhånd meldt, at han gerne ville være tilbage i Jyllinge fiskerihavn omkring frokosttid. Det var ikke noget problem - vi holdt efterfølgende en god fart indtil Frederikssund, hvor vi spiste frokost inden turen gik mod Jyllinge. Vi havde dog et længere stop halvvejs, da et par både var gået på grund ved Skuldelev. Vi havde dog ikke power nok til at kunne hjælpe dem og sejlede videre efter at have vist den fornødne hjælp til at starte med.
Vi var i havn lidt over 12 og kunne trække bådene op på trailerne og drage mod Smørum.
En fed tur og ikke sidste gang, at jeg var på tur med Thomas :-)
Nu forestår sommerferiens togter. I første omgang endnu en tur i fjordene for derefter at drage mod det sydfynske. Nærmere herom senere.
Rigtig god sommer!