2 & 3. generation med på tur i Øresund
- 5. maj 2019
- skipper
Der var lagt op til en rigtig hyggetur med god mad, masser af farverige sodavand og ikke at forglemme, slik, kager og chokolade. Kursen blev sat mod Skovshoved Havn, for nu skulle der fiskes hornfisk og torsk med William og Marc.
Vi startede en smule skuffede over vinden - det blæste nemlig en del mere end de havde lovet, så der var lidt bange anelser for, om nu også William kunne klare mosten. Men det viste sig hurtigt, at det var der absolut ingen problemer med - en rigtig søulk!
Starten var ikke så god - farfar her smed et trolling lod lige fra starten. Hmmm... hvordan kunne det nu ske - jo, jeg havde slet ikke sat det fast på wiren - Øv, men det var der heldigvis råd for, så måtte vi jo nøjes med en downrigger og så ellers anvende dipsyer og sideplanere til alle stængerne.
Heldigvis var der gevinst ret hurtigt og den første torsk blev landet ud for Taarbæk til stor glæde for alle ombord. Og det blev ved, knarrene kørte på skift og den ene torsk efter den anden blev landet. Også et par hornfisk bed på og så var fiskelykken i hus hos den lille mand (også os andre ;-).
Vi besluttede at sejle mod havn efter 4 rigtig gode timer på vandet og lod os tage til takke med 7 torsk og 2 hornfisk med hjem.
En rigtig god dag på vandet!