Sidste tur til Møn i denne omgang?
- 1. maj 2019
- skipper
Vejrudsigten havde lovet 1-2 m/s og forholdsvis fladt vand og strålende sol, så der var ikke så meget at diskutere, afsted det skulle vi!
Igen var det Tony, som jeg skulle på fisketur med og vi skulle faktisk have været afsted i hans nye båd denne gang, men bilen var stadig på værksted, så Ørnen måtte i hast rigges til, så vi kunne komme ned og fange nogle laks. Min bil har fortsat problemer, men fejlen er lokaliseret og nye reservedele er bestilt, så vi listede afsted med krydsede fingre.
Forventningerne var som sædvanligt store og det hele var klart. Ørnen blev monteret med 10 stænger og yderligere 2 i reserve. Lige lidt hjalp det, ingen laks ville bide på vores fantastiske blink, som blev prøvet i alle mulige farvekombinationer. Vi prøvede alle de teknikker af, som vi har kendskab til, både med hensyn til dybder, fangstpladser og sejlteknik (fart og retning). men kun en lille hornfisk fattede interesse og vi måtte slukørede vende snuden mod havn ved 17.30 tiden og den efterfølgende lange køretur mod hjemmet.
Vi blev enige om, at det nok var den sidste tur efter laks fra Møn i denne sæson. Men hvem ved - måske vi kan nå en tur mere eller to...?