Deltagelse i 4. afdeling af SSK klubmesterskab
- 21. sep. 2019
- skipper
Efter den seneste måneds mange hyggeture på vandet, hvor det ikke rigtig har været fiskeriet som har været i højsædet- dog med en enkelt makreltur - blev det endelig tid til at starte fiskeriet op for alvor.
Det var derfor med spændte forventninger at jeg drog mod Skovshoved havn aftenen før. Jeg havde godt nok ikke fået købt agn til fiskeriet, da arr. i sidste øjeblik var ændret fra Hundested til Skovshoved, så jeg satstede på at mine kunstagn (GULP) kunne give mig lidt fisk alligevel. Denne plan skulle vise sig ikke at holde... SUK!
Vi var ikke så mange både mødt op aftenen før, men var alligevel en 8-10 stykker der besluttede at spise aftensmad på den lille italienske restaurant på havnen. Det blev til en hyggelig aften med god mad og en masse fiskehistorier inden der blev tørnet ind for natten.
Kl. 06.00 lørdag morgen var der så morgenmad arr. af SSK efterfulgt af skippermøde og så gik starten ellers på dagens konkurrence. Spændende var det om jeg kunne få fladfisk på krogen. En fiskeart jeg ikke har gjort så meget i før, da trollingfiskeriet jo har min altoverskyggende interesse.
Min plan var indledningsvis at forsøge mig ud for Erimitagen, men der var stadig en del vind fra morgenstunden og dermed også for store bølger til at det var sådan rigtig hyggeligt der. Jeg besluttede derfor at gå Syd Øst for Hven for at forsøge mig der og samtidig ligge i læ indtil vinden skulle lægge sig op ad formiddagen. Jeg fangede intet overhovedet og tog derefter turen rundt om øen. Jeg satstede derefter på Vestsiden i stedet. Der plejer nemlig også at være mange fladfisk (efter sigende). Jeg fangede 1 enkelt skrubbe på 32 cm, hvilket jo var en fin en af slagsen, men så skete der heller ikke mere her.
Og så mødte jeg min gode fiskevenner Tony og Brian fra Team Lily Rose Nord Øst for Hven, men de havde heller ikke fanget noget endnu. Det lovede fortsat ikke godt for dagen.
Efter en god frokost i læ om havnen havde vinden lagt sig og solen tittede frem. Se nu var det herligt vejr og kursen blev sat mod Erimitagen igen. Men heller ikke her blev det til mere end 1 skrubbe, denne gang en på 28 cm. En ringe høst og jeg opgav ævred og sejlede mod havn.
Jeg var med på indvejningen i starten for lige at se hvad de andre havde hjembragt. Nogle havde fanget mange forskellige arter og nogle mere end 60 fisk. Jeg besluttede, at det simpelthen var for pinligt at stå der med mine 2 flade og takkede af og drog hjemad.
Behøver jeg at sige, at de andre der fangede flotte og mange fisk, fiskede med børsteorm, sandorm, skalrejer, sildestykker og løjer - nej vel?
Men et godt arrangement og bare vent til næste gang, så skal i bare se!