Fjordtur 13
- 6. jul. 2024
- skipper
En elendig vejrudsigt for vores første ferieuge gjorde, at planen for vores første sommertogt i år måtte ændres. Det blev til en lille fælles én dags tur til Lynæs og retur og så blev den nye plan, at jeg tog alene afsted på endnu en fjordtur og denne gang er det nr. 13 i rækken af fjordture.
2. juli 2024
Afgang mod Lynæs tidligt tirsdag morgen i regn og blæst, hvilket også skulle vise sige at holde stik for hele ugen, men afsted kom jeg og trods en væltet kaffekop udover en af hynderne, gik turen fint. Bølgerne overraskede mig dog en smule ved Kulhuserenden, som var omkring 1 m!
Jeg kom hurtigt på plads i Lynæs og om aftenen kom min gode kollega Jan forbi for at hilse på og afhente noget IT-udstyr, jeg havde glemt at give ham ugen før. Der skete ikke så meget mere andet end at jeg hyggede mig i båden med lidt Tour de France.
3. juli 2024
Vejret var meget blæsende denne morgen, så jeg besluttede at vente til senere med at sejle. Jeg gik derfor en dejlig morgentur rundt på havnen og betragtede de mange kitesurfere, der boltrede sig i blæsevejret. Det kunne jeg da godt tænke mig at prøve en dag! Bagefter gik jeg ud mod badeanstalten, men halvvejs ude mødte jeg en af mine gamle kollegaer - Tanja på vej derud - mægtig hyggeligt og mange år siden vi sidst har set hinanden.
Ved 11-tiden afgik jeg mod Nykøbing Sjælland. En havn, som jeg som regel altid besøger og denne gang var ingen undtagelse. Jeg plejer at affiske kysten mellem Rørvig og hele vejen ind til Nykøbing, men fiskelysten har stort set ikke været der, siden jeg var på trolling tur helt tilbage i marts, så stængerne blev liggende uberørt og det skulle vise sig, at det gjorde de også på resten at turen.
Vel ankommet blev frokosten indtaget på båden og senere på dagen faldt vinden og solen brød frem. Hen mod aftenen måtte jeg da også lige have mig en soft ice og så var det ellers aften tour og så i køjen.
4. juli 2024
Denne dag var der heller ingen undtagelse med blæst og regn. Jeg afgik mod Holbæk Fjord og tænkte, at jeg da skulle til Hørby og se om jeg ikke lige kunne få min gode eks kollega Torsten til at komme på besøg, som vi plejer. Spændene sejlads med vindstød på ikke mindre end 16-20 m/s. Jeg var derfor lidt nervøs for indsejlingen i den lille Hørby havn, men det gik fint og der var ledigt på deres gæstemole, så ingen problemer!
Torsten kom ved tre-tiden og vi fik som sædvanligt en kop øl og en længere hyggesnak. Vi aftalte at vi naturligvis skal mødes igen til næste år!
Efter aftensmaden blev det tid til en gåtur i området og da jeg returnerede mod havnen, opdagede jeg, at der er kommet en lille (Isøre is) isbod ved hotellet og den måtte jeg da lige udforske med det resultat, at der røg endnu en soft ice indenbords!
Vel tilbage på båden blev vejrudsigten for de kommende dage nærstuderet. Endnu mere blæst og regn skulle komme om aftenen og det ville holde hele natten - og det gjorde det!
5. juli 2024
Denne morgen måtte jeg vente på, at vejret artede sig lidt. Jeg besluttede også, at jeg hellere måtte vende tilbage til Roskilde fjord, da vejrudsigterne for de kommende dage ikke så ud til at blive bedre. Beslutningen blev derfor truffet og jeg ville liste op langs den vestlige side af Orø og forbi både Lammefjorden og Nykøbing bugten inden jeg ville stikke Øst på mod Kulhuserenden. DMI og FCOO havde lovet 1 m bølger fra midt i Isefjorden og et godt stykke ind i Kulhuserenden med vind og bølger fra Vest.
Da jeg passerede Kongsøre ombestemte jeg mig og stak derfor direkte mod Kulhuserenden. Jeg tænkte, at det går jo nok. Jeg havde bølgerne i ryggen og båden er jo søstærk og det er jeg jo også. Det kom jeg da lige til at fortryde lidt. Fra midten af isefjorden og helt op til renden var bølgerne meget mere end 1 m, nok nærmere 1,5 - 2 m. Det blev til en meget sjov sejlads kan jeg fortælle. Det gik dog fint, men absolut heller ikke noget jeg ønsker at gentage!
Da jeg var kommet godt gennem renden, sejlede jeg direkte til Frederiksværk for at overnatte der. Jeg fandt en rigtig god plads og var godt i læ. Endnu en gang forsøgte jeg at få kontakt til min eks kollega Henrik og endelig denne gang, var han ikke på ferie og kom da også straks til havnen for at besøge mig. Endnu et kærkommet gensyn med en jeg har kendt i rigtig mange år og også både tjenstlig og privat haft adskillige sejladser med. Vi aftalte, at hvis han manglede en gast en dag, ja så er det bare at ringe til mig!
6. - 7. juli 2024
Jeg afgik fra Frederiksværk ved 11-tiden og sejlede mod hjemhavnen i nogenlunde vejr med spredt skydække og efter 4 timers sejlads kunne jeg lægge til på min plads i Jyllinge lystbådehavn på bro 6. Ja, du læste rigtigt - Ørnen har haft bådplads siden midten af maj, da jeg ville prøve dette, når nu fiskefeberen ikke er der for tiden grundet de mange restriktioner og også mangel på fisk på de kendte lokationer.
Da konen ikke var hjemme alligevel, besluttede jeg at tage en overnatning i havnen, trods den vilde vejrudsigt for aftenen og natten. de havde lovet kuling, regn og skybrud, tordenvejr og meget mere. Det blev en meget urolig nat. Aldrig har jeg oplevet så gyngende en overnatning og en overgang overvejede jeg om jeg faktisk var en smule søsyg om natten, men slog det hen og det gik da også over - heldigvis!
Næste morgen tog jeg direkte hjem. Der skulle vaskes tøj og provianteres, for allerede næste dag, den 8. juli skulle mit og konens sommertogt nemlig begynde!
Et syn agterud under overfarten fra Kongsøre til Kulhuserenden - store bølger!