Forårstur i Øresund
Med store forventninger om en dejlig afslappende hygge- og fisketur, tog jeg i påskens første 3 hverdage afsted til Øresund. Er det overhovedet muligt at fange fisk længere?
Mandag 25. marts 2024
Ankomst til havnen kl. 06.00 og der blev hurtigt rigget til og båden blev sat i vandet for straks at søge mod møllerne ud for København. Her tænkte jeg, at der måske var størst chance for at fange havørred. Desværre havde jeg allerede konstateret ved ankomst til havnen, at jeg ikke kunne få liv i min autopilot - sort skærm - så jeg måtte sejle båden manuelt og det viste sig at være en større udfordring, end jeg havde troet. Hver gang jeg satte en stang drejede båden hurtigt og jeg måtte konstatere, at det gik altså ikke helt efter planen. Jeg besluttede derfor at sejle tilbage til Skovshoved for at fejlsøge. Måske det bare var en løs forbindelse et eller andet sted?
Efter at have lånt noget værktøj hos bådmekanikeren kunne jeg erfare, at det ikke bare var en løs forbindelse. Styreenheden Raymarine P70R var simpelthen ikke til at få i gang og måtte erklæres for afgået til det hinsides. Gode råd var dyre, så jeg listede lige ned til Nordbjærgs Marine for at se om der ikke var et eller andet jeg kunne finde på, og det var der faktisk i form af en spritny styrenhed til den nette sum af kr. 4.776,-. Ikke lige hvad jeg havde regnet med, men min autopilot skulle jo gerne virke ellers måtte jeg jo afbryde og tage hjem igen. Efter en succesfuld montering og en glad autopilot, var det bare med at komme tilbage til møllerne og fiske der resten af dagen. Lad mig sige det med det samme: Ingen fisk blev landet desværre...
Tirsdag 26. marts
Uheldene fortsatte bare. Tidligt tirsdag morgen kl. 01.00 gik min kulite alarm. Hvad var nu det? Jeg blev selvfølgelig noget bekymret for om mit oliefyr nu afgav kulite og testede lidt, men uden at finde fejl. Alarmen trængte til nye batterier, så jeg tænkte at det var det. Men den blev ved med at melde for høj koncentration, så batterierne blev taget ud, og jeg slukkede for fyret for en sikkerheds skyld og luftede også båden godt ud.
Kl. 06.00 drog jeg så nordpå og affiskede Louis Flak samt Nivå bugten, Nord og Øst for Hven samt svenske kysten ned til Landskrona inden turen gik tilbage til Vedbæk og tæt på kysten tilbage til Skovshoved. Ingen ørreder, men en bette torsk blev det til (naturligvis genudsat). Mine forhåbninger om at fange en havørred var efterhånden blevet slukket! Bekymrende er det også, at der heller ikke er torsk (ved godt at man ikke må lande dem). Tidligere fangede jeg forholdsvis mange som bifangst.
Onsdag 27. marts
Igen denne nat gik alarmen. Denne gang kl. 00.30 og denne gang var det en vedvarende alarm med blinkende røde dioder og med et ppm på ikke mindre end 291. Alarmerende højt og ikke mindst en livsfarlig dosis. Jeg var dog ikke helt overbevist om at det var kulilte, da jeg ingen symptomer havde og så havde jeg heller ikke haft oliefyret tændt. Det måtte derfor være noget andet. Da jeg nu var ordentlig vågen igen, bemærkede jeg også en æggelugt. Hvad var dog det - og pludselig blev min mistanke vagt om batteripakken - gad vide om ikke der var noget alvorligt galt med et af batterierne - og søreme om ikke mit forbrugsbatteri var overophedet og udviklede svovlbrinte. Det var brandvarmt og der lugtede fælt. Jeg slukkede alt strøm ombord og afmonterede hurtigt batteriet og fjernede det fra båden. Til alt held havde jeg 2 ekstra batterier med (det ene bruger jeg til spillet) og efter at have monteret det nye batteri, virkede alt normalt igen - også kulitemåleren. Dejligt, at den også kan måle andre gasser.
Da jeg nu i 2 nætter havde været op om natten, sov jeg lidt længere og kom først ud af havnen ved 8-tiden. Denne sidste dag ville jeg igen forsøge mig med møllerne og helt op til Taarbæk rev. Der var SE-vind og meget strøm, hvilket havde trukket ferskvandet op. Måske havørrederne var fulgt med?
Efter 6 timers fiskeri besluttede jeg at give op. Det havde været hyggeligt, men knap så afslappende, som jeg havde håbet på med alle de fejl der skulle arbejdes på undervejs.
Jeg har ihvertfald konstateret, at der ikke er flere fisk i Øresund mellem broen og Nivå. Fødefisk så jeg heller ikke. Trist altså...
Men efter forlydende, skulle der fortsat være masser af fladfisk. Jeg kommer nok ikke til at fiske efter disse før til juniorturen i august. Mit fiskeri fra båd vil derfor nu koncentrere sig om andre lokationer!