Ny 60 HK 4-takts motor til Ørnen
- 5. jun. 2018
- skipper
Efter lange overvejelser om evt. indkøb af større båd med flere HK, blev beslutningen egentlig at opgradere nuværende båd med større motor. Valget faldt på en Mercury 4-takts benzinmotor med 60 HK.
Motoren købte jeg hos Leif Larsen Marine i Svendborg og fik også en god pris for den gamle. Så afsted til Svendborg så ombytningen kunne finde sted. Det tog lidt mere end en uge, men de havde travlt, så jeg måtte væbne mig med tålmodighed. Jeg var spændt som en fjeder ved afhentning og fik en mekanikelærling med til Svendborg Sund, så vi kunne prøve den nye motor sammen. Det gik fint og jeg var meget glad for resultatet - den sejlede jo som en raket - og kursen blev sat mod hjemmet efterfølgende.
Dagen efter skulle båden testes sammen med konen i Roskilde Fjord. Der var lidt startproblemer, men igang kom den. Da motoren var blevet varm fik den fuld gas over en kortere strækning og hurtigt viste kortplotteren en hastighed på 29,5 knob. Jeg tror aldrig at en Ørnvik 460 har sejlet så hurtigt før, ihverfald ikke min. Den gamle Mariner 40 HK kunne lige snige sig op på 24.5 knob. Jeg var helt oppe og ringe, den spandt som en kat - det lovede altså godt!
Men AK-AK... efter en times sejlads med alm. cruising speed (4-5 knob), begyndte motoren at hakke lidt i det og kort efter kom hyletonen fra motoren. Jeg slukkede og ringede straks til værkstedet for at høre, hvad det kunne være. Værkføreren og jeg prøvede alt muligt i fællesskab over telefonen (jeg er selv gammel mekaniker), men lige lidt hjalp det. Den sidste gang jeg startede den midt ude i fjorden for at prøve endnu en test af motoren, satte den sig noget så eftertrykkeligt og var derefter helt KAPUT. Det viste sig, at det var oliepumpen, som havde knækket et eller andet inden i. Der var ikke mere at gøre og vi måtte have hjælp og trækkes til nærmeste havn.
Dagen efter fik jeg fat i værkføreren igen og ingen problemer her. Jeg kunne komme over allerede dagen efter og så måtte vi se hvad der skulle gøres. Jeg havde dog ikke de store forhåbninger, motoren var for mig afgået til det hinsides...
Forsættelse følger i næste nyhed: Ny motor igen-igen og sikke en dejlig en!