2. sommertogt - tilbage til fjordene
- 9. jul. 2021
- skipper
Endelig skulle det lykkes at få Susan med på en længere sejltur. Vi var på forhånd enige om, at en tur på fjordene var det bedste udgangspunkt for en 1. gangstur for hende. Vi havde inden forberedt os grundigt med en forbedring af madrassen i styrbordsside, således den dårlige ryg bedre kunne håndtere det forholdsvis flade underlag.
4. juli
Søndag formiddag dragede vi så afsted med vogntoget, forventningsfulde og glade. Vejrudsigterne for de næste 3-4 dage så gode ud: 3-4 m/s og op til 24 grader alle dage, dog med en forvarslet mulighed for skybrud om eftermiddagen på tredjedagen. Nu måtte vi se!
Selve sejlturen skulle vise sig næsten at være identisk med tidligere år og ikke mindst fra det 1. sommertogt. Vi havde en dejlig sejlads i næsten havblik til 1. stop, som var Nykøbing Sjælland. En havn jeg er særdeles glad for, med rigtig gode faciliteter. Et kort stop i Lynæs inden for optankning og vi var i Nykøbing ved 18-tiden.
5. juli
Efter en dejlig omgang morgenmad og den skoldhede kaffe blev kursen sat mod Holbæk fjord. Som sædvanlig skulle vi rundt om Kongsøre - en dejlig tur langs kysten hele vejen rundt. Desværre var bølgerne ikke med os og der var derfor godt gang i bumleriet på vejen. Det blev heldigvis meget bedre, da vi havde rundet Kongsøre og båden gled stille og roligt gennem vandet ned til Holbæk Lystbådehavn, hvor der skulle tankes.
Deværre var der ikke benzin i tanken - en lidt pinlig histore fra havnefogedens side, da han havde glemt at få fyldt tanken op! Gode råd var dyre, men så er det jo godt at bådfolket kunne hjælpe hinanden. Et lokalt ægtepar med sejlbåd tilbød straks at køre mig ned til byen for at tanke alle mine medbragte reservedunke. Hvor herligt og jeg kan ikke takke dem nok for deres store hjælpsomhed!
Vi sejlede derefter direkte til Hammer Bakke for at gå i havn. Der var nemlig lovet skybrud med lyn og torden samt et længere efterfølgende regnvejr, hvilket vi også blev vidne til. Ikke mindre end 4½ times buldren og bragen og med rigeligt med vand. Men et hyggeligt ophold i den lille havn som sædvanlig.
6. juli
Tidligt op og så afsted. De havde lovet bølger og vindstød op til 14 m/s, som skulle ramme omkring frokosttid. Vi tog derfor ikke nogen chancer og strøg afsted mod Lynæs. Turen blev lidt kortere end den plejer, da der ikke var skydning ud for Jægerspris. Så for en gangs skyld kunne jeg sejle gennem fareområdet. Efter tankning var det hurtigt videre sydpå ned gennem Roskilde Fjord. Desværre tog vinden til på vej sydover og ved Havelse var der fuld styrke. Ikke mindre en 1 m bølger direkte på var en stærk kost for fruen og naturligvis båden, men ingen grund til panik. Ørnen er jo en lille stærk fætter og jeg trak ud i siden af løbet ned mod Frederikssund for at komme lidt i læ. Det gik og vi kunne holde Frokost bag dæmningen ved Frerikssund og også puste lidt ud efter den hårde sejlads.
Vi var tilbage i Jyllinge Fiskerihavn ved 13-tiden og kunne trække båden op på traileren og drage mod hjemmet efter en dejlig tur. Susans første længere tur, men absolut ikke den sidste, for vi skal jo afsted igen lige om lidt, nemlig til det Sydfynske Ø-hav!