Årets første laksetur til Møn
- 1. mar. 2022
- skipper
En længe ventet tur, da der har været blæst og regn i alt for lang tid. Der var derfor sat næsen op efter en weekendtur med afgang fredag og hjemkomst søndag aften.
Nu skulle jeg endelig prøve den nye Ørn for alvor. Kursen blev sat mod Klintholm havn fredag ved 20-tiden og jeg var i havnen kl. 22.30. Det var mørkt og blæste mere end jeg havde regnet med fra Syd. Jeg valgte det slæbestedet i den nordlige ende, da der var lys, selvom grusunderlaget så miserabelt ud efter de sidste par storme. Det gik fint med at få båden i, selvom min fjernbetjening ikke havde det så godt og svigtede adskillige gange, men så var det jo godt, at der sidder en knap på spillet der kan få båden op og i.
Jeg havde lidt problemer med at finde et egnet sted til overnatning i lystbådeafsnittet af havnen, da det var mørklagt og det blæste for meget. Jeg valgte derfor at gå tilbage til industrihavnen, hvor jeg fandt et egnet sted og jeg kunne tørne ind for natten.
Efter en god nats søvn, skulle jeg afsted. Det blæste dog stadig for meget, så jeg besluttede at affiske "bananen" og "kondomet" i første omgang. Fiskeriet gik fint, men det næstvigtigste ud over hyggen ved at sejle og slappe af udeblev - der var nemlig ingen fisk overhovedet, kun få gange så jeg fødefisk, men ingen laks bed på krogen. Ud over mig var der kun 2 andre både på vandet, selvom vinden lagde sig fuldstændig efter kl. 14.00. Tiden var dog for fremskreden til, at jeg ville tage helt ud til "40-meteren" på så sent et tidspunkt. Jeg sejlede derfor ind for at nyde havnen og slappe af. Alt spillede max. på båden og jeg var tilfreds med dagen - trods alt.
Da jeg kom ind lagde jeg til i lystbådehavnen, hvor mange trollingfiskere var begyndt at ankomme for at ville fiske om søndagen. Fedt med snak på havnen med andre ligesindede. Jeg måtte dog gå tilbage til industrihavnen, da der ikke var strøm i lystbådehavnen og toiletterne ikke virkede. Lidt sølle at, havnen ikke er i bedre stand og klar til bådfolket, når nu man havde betalt for de ydelser man burde forvente i en moderne havn. Nå - pyt - man klarer sig jo alligevel!
Om aftenen kom min gode ven Tony med sin båd Lily Rose og lagde til bag mig. Vi fik en hyggelig snak og en kop te ombord på Ørnen inden vi gik til køjs, spændte på morgendagens vejr og om vi kunne komme helt ud til "40-meteren" og fiske.
Kl. 07.00 strøg vi ud af havnen til pænt store bølger i SE-vind. Det vil sige, at vi havde bølgerne lige i næsen og alligevel gav vi den gas med fuld skrue mod "40-meteren". 1 time efter var vi på plads og fiskeriet kunne begynde. På med autopiloten og alle 10 stænger jeg havde med blev sat. Efter et par timer uden resultat hørte jeg på radioen, at der var en der havde problemer med sin autopilot. Det fik mig til at huske på, at jeg faktisk har en fjernbetjening til min, som jeg ville prøve at bruge. Det skulle jeg ikke have gjort! Det funkede nemlig ikke og på en eller anden måde fik jeg forstyrret min autopilot så meget, at den mistede kalibreringen og båden drejede rundt hver gang jeg aktiverede min autopilot, trods adskillige forsøg på at omkalibrere den. Det ødelagde ligesom resten af mit fiskeri i de store bølger og jeg mistede modet lidt. Der var ingen meldinger om fangst fra nogen som helst og heller ikke Tony havde heldet med sig. Vi sejlede derfor mod havnen allerede ved 14.00 tiden i fuld galop og kunne lægge til slæbestedet lidt efter kl. 15.00 og kunne derefter tage bådene op og drage mod Smørum 2½ time borte.
Men alt i alt en dejlig tur, trods en "nul bon" og adskillige oplevelser med den nye båd rigere. Og så må vi se om vi ikke kan få autopiloten til at virke ordentligt igen inden næste tur!