Første sejltur med den nye Ørn
- 6. feb. 2022
- skipper
Langt om længe fik jeg endelig prøvet en sejltur i den nye Ørnvik 650 CAB. Til dagen var der flere ting der skulle testes!
Vejrudsigten så nogenlunde lovende ud efter mange ugers blæst rusk og regn. En lille åbning med 6-8 m/s om formiddagen med en vestenvind og først regn efter kl. 16.00. Beslutningen var derfor forholdsvis nem - afsted skulle vi (ja, konen var med - en fornøjelse). Dagens test bestod af følgende elementer:
- Kunne båden glide nemt af traileren?
- Skulle jeg allerede nu justere på traileren (der er for meget vægt foran på traileren)?
- Virkede alt som det skulle under opstart?
- Hvordan sejlede båden og hvordan spillede alle instrumenterne sammen og virker det hele nu?
- Sejlads med autopilot.
- Øvelser i havnemanøvrer.
- Trak el-spillet ordentligt når båden skulle op?
- Kunne bilen komme op ad rampen med båden på slæb?
Vi var i vandet i Rungsted Havn kl. 09.00 og opstarten gik fint, dog virkede det lille håndgas til opvarmning ikke... hmmm... Pyt det må jeg fikse, ellers gik alt fint og selve sejladsen på vandet var en ren fornøjelse. Alt spillede max. og glæden var stor ombord. En helt anden form for sejlads end når man sidder tættere på vandspejlet og ude i det fri i en mindre båd. Efter 2½ time på vandet med diverse tests og indtagelse af den medbragte mad, var det tid til øvelse i havnemanøvrer, d.v.s. lægge til på forskellige måder. Også de gik fint. Båden er nem at manøvrere med, når først man har lært det nye gashåndtag at kende og reagerer kvikt på styringen også.
Dagens mest spændende punkt var om min nye bil med forhjulstræk kunne trække båden op. Jeg er jo ellers vant til en firhjulstrækker, så jeg var rimelig spændt på dette foretagende med en forhjulstrukket bil. Vi var så heldige at min gode kammerat Tony og hans frue var kommet op for at besøge os, hygge ombord og naturligvis se den nye båd. Han havde taget sin firhjulstrækker med for en sikkerhedsskyld, men den fik vi heldigvis ikke brug for.
Igangsætningen op ad rampen gik stille og roligt, men den våde rampe og det porøse betonlag gav lidt problemer ½ meter fra toppen. Her begyndte hjulene at spinde, og jeg måtte lige bremse og sætte i gang igen og så kom den op. Pyha - det gik, men den er også rimelig stejl og den manglende justering af traileren hjalp nok også til med at forvognen løftede sig en smule. Jeg er dog rimelig rolig med at det sagtens kan lade sig gøre og at jeg ikke lige foreløbig skal bytte bilen ud med en anden.
En fed dag og suverænt at jeg endelig kom på vandet med den nye Ørn, som jo hedder Emma lidt endnu - De nye mærker er bestilt, så vi kan få det rette navn på: ØRNEN.
Næste test er en trollingtur, så skal der testes de nye elektriske Scotty downriggere, trolling kontrol, radar og meget mere. Hvis der så også kommer en havørred eller to ombord, gør det jo absolut ikke noget!